Ked af ny sti
Alma-08-21-20-copy.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rævegraven er forsvundet under den nye sti og det ærgrer Alma, der tog gruppen fra kommunen med på guidet tur i området. Foto: Kaj Bonne
Natur 11-årige Alma synes, at den nyanlagte sti gennem Østerhøj Naturpark har ødelagt området. Derfor skrev hun en klage til lokalpolitikerne - og så fik hun besøg.

”Hvorfor er det altid de voksne, der får deres vilje, når børnene bare gerne vil lege i rigtig natur, der ikke er ødelagt af nye stier.”

Sådan slutter en mail, som 11-årige Alma fra Østerhøj sendte til flere af de lokale kommunalbestyrelsesmedlemmer i forrige uge.

Alma er nemlig rigtig ked af, at kommunen har anlagt en ny grussti gennem Østerhøj Naturpark, et område som hun leger meget i – eller rettere ’legede’ – for efter den nye sti er kommet, synes hun ikke længere, der er så rart at være. Nu vrimler det med løse hunde og cykler i høj fart og mange af de vilde dyr er forsvundet.

”Førhen var der en å, som man kunne hoppe over. Der var haletudser og frøer og en rævegrav, som jeg tit sad oppe i træet og holdt øje med,” fortæller Alma, der sammen med sin far, Søren Holm, har fået følgeskab på dagens gåtur i naturparken.

For Almas mail gjorde indtryk på lokalpolitiker Per Mortensen, der skrev tilbage og efterfølgende talte med Almas far, inden han sørgede for at invitere både teknik- og miljøudvalgsformand Hella Tiedemann, naturforvalter Michael Fallesen og centerchef i By, Erhverv og Miljø, Steen Pedersen, med en tur til Østerhøj for med egne øjne at se, hvad Alma beskrev i sin mail.

Flere ud i naturen

Alma er guide og går forrest gennem den skønne naturpark i Østerhøj, mens hun fortæller om forskellene i området – fra før der var en sti og så til nu.

For der er ganske rigtigt for nogle måneder siden blevet anlagt en ny, bred grussti gennem området. Men intentionen har naturligvis ikke været at genere nogen, forsikrer Hella Tiedemann.

”Vi har lavet stien for at flere skal komme ud og nyde den dejlige natur,” fortæller hun Alma, mens de går ad den nye sti, som bugter sig op og ned gennem den forårsgrønne naturpark.

”Der har også været et stort ønske om, at binde Østerhøj sammen med Pederstrup,” tilføjer Per Mortensen og forklarer, at man nu kan cykle på stien fra Lundegården gennem naturparken, under Frederikssundsvej og til Pederstrup uden at komme i karambolage med biltrafikken.

Men når man har været vant til stille natur, er det ikke den store gevinst, at knallerter og cykler nu kan suse igennem området, mener både Alma og hendes far Søren, der oplever, at cyklisterne kører meget stærk, fordi stien er så bakket. De er også kede af, at mange hundeluftere nu bruger området til at lade deres firbenede venner løbe frit.

Anlæggelsen af stien har også betydet, at et lille vandløb er tørret helt ud og at familiens yndede udflugtsmål; en livlig rævegrav er blevet begravet.

Fedt de gider lytte

Følget fra kommunen lytter og noterer, hvad Alma og Søren fortæller. Naturforvalter Michael Fallesen lover at kigge på, hvad der er sket med det lille vandløb – og om der mon kan gøres noget for, at vandet igen kan løbe frit. Han forsikrer også, at rævemor nok skal finde et andet sted at lave sin rævegrav, men at han selvfølgelig er ked af, hvis anlægsarbejderne er kommet til at begrave et lille nyt kuld ræveunger.

Teknik- og miljøudvalgsformanden vil gerne se på, om der kan gøres noget i forhold til cyklister og hundeluftere.

”Vi laver ikke det her om, stien er kommet for at blive, men vi vil gerne prøve at gøre folk opmærksomme på at tage hensyn, når de færdes herude,” siger Hella Tiedemann.

Derfor vil de på kommunen se på, om der kan sættes nogle ’husk snor på hunden-skilte’ op, ligesom de vil overveje, om det er nødvendigt med bomme for at få cyklisterne lidt ned i fart.

Per Mortensen lover også at tage Almas kritik med til næste møde i Grønt Råd.

Selvom Alma ikke får sin ’’uberørte’’ natur tilbage er hun alligevel glad for besøget.

”Jeg synes, det er fedt, de gider lytte til mig, for jeg er jo bare en 11-årig pige, og jeg havde ikke forventet, at de ville gøre noget,” siger hun og fortsætter:

”Og så håber jeg, at der bliver sat mere fokus på sådan noget her fremover, så man sørger for, at der er steder i naturen, hvor man kan få lov at løbe rundt og lege, uden der kommer cykler og knallerter susende.”

Fotos: Kaj Bonne


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *