Klumme: En dreng af få ord
Nicola-sort-hvid-copy-1.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Titan er 3,5 år og nu endelig godt i gang med snakkeriet. Han er ikke hurtigt til hverken dét eller noget andet – altså ud over at lave ballade – så der er stadig et stort fortolkningsarbejde. For eksempel betyder ’rappegæller’ rapænder. ’Knøknet’ er køkkenet, ’dot’ er godt, ’elker’ er elsker, ’lon’ er melon og så fremdeles.

Hans ordvalg har altid været sjovt. Indtil han var 2,5 insisterede han på at kalde mig mamma. Vores hund hedder Charlie, men Titan kalder ham Villis. Når han vil have noget lækkert spiseligt peger han, mens han åbner og lukker fingrene, samtidig med at tungen suser frem og tilbage og han fremstammer ’maj få’. Hvis det er noget, hvor jeg svarer ’bare en,’ er hans modsvar altid ’to, tre.’

Hans pædagog i vuggestuen fortalte engang, at han var det første barn, hun havde oplevet altid sagde ’kig’, mens andre børn sagde ’se’, for eksempel hvis de så et egern.

I starten tænkte vores selvfede forældre-egoer, at drengen var speciel. Nu har vi dog indset, at det bare er vores ordvalg. Titan er nemlig nysgerrig. Ja, faktisk så nysgerrig at en af pædagogerne i børnehaven har sagt, at han er lidt som Peter Pedal. Og som den bulderbasse han også er, går tingene ofte galt for ham. Derfor tilbage til ordvalget ’kig’.

Siden han kunne gå, er der nemlig én sætning, som min mand og jeg har gentaget utallige gange. Nemlig ordene: ’Kig øjne.’ Underforstået – ikke røre, ikke pille, ikke ae. Og når vi siger det i dag, har sætningen nøjagtig samme effekt, som for to år siden. Den virker i cirka 60 sekunder…

Det interessante ved at have et barn, der taler sent, er især at iagttage, hvor meget dialog man alligevel har. Når man beder ham gøre ting han ikke gider – så som at rydde op, lukker han øjnene og lader som om han sover. Samme stil kører han, når vi leger gemmeleg. Så er han overbevist om, at vi andre ikke kan se ham, når han holder sig for øjnene.

Når jeg har hentet ham fra børnehaven, og han kun har haft en enkelt vante eller manglet en hue, siger han konsekvent: ’Den gået jem.’

Sko har aldrig været noget for ham, så sidste sommer var jeg virkelig glad for at have ofret 650 kroner på et par sandaler, som selv pædagogerne måtte opgive at få på ham. Han sagde intet. Han tog dem bare konsekvent af.

Han er også en dreng, der elsker biler og motorcykler og har næsten altid kunne sige som en motor, der giver den gas. I denne coronatid har jeg i den grad dyrket det og den langsomme livsstil. Konkret har Titan og jeg kørt storebror i skole og bagefter kørt diverse grønne omveje hjem til Måløv. Jeg drømmer om at flytte tættere på græsset og Titan nyder køreturen. Så vi stopper i Jonstrup og hilser på en hest med et regnbuefarvet dækken. Ser vi en gravemaskine stopper vi op og går ud og kigger på den. Forleden kørte vi forbi en åben mark ved Flyvestationen, og mens jeg drømte om at eje et hus på netop den jord, udbrød Titan bestemt: ”Det god vej. Her lækkert til maj.”

Hvorfor synes du det, spurgte jeg nysgerrigt. For det er jo det, når ordene er begrænsede. Så betyder de få, ekstra meget. Så som Titans svar, der den morgen gik lige i hjertet på mig: ”Maj glad her.”
Og for en gang skyld var det nu mig, der fremstammede de enkelte ord: ”Også mig.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *