Klumme: Kærlighed og corona
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på seks og Titan på tre år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Mens landet åbner op og vi nyder, at livet er ved at være, som vi kendte det før corona – er hverdagen stadig forandret for mange mennesker. I min lille verden mærker jeg det på flere måder:

Mine egne forældre lever stadig delvist isoleret, og vi begrænser samværet til, når vi kan være udenfor. Familiens oldemor på 96 lever stadig fuldt isoleret, og da vi endelig havde fundet en lørdag, hvor vi skulle ses, måtte vi aflyse, da de lovede regn.

Hver morgen, når jeg kører Titan til børnehaven, spørger han: ”Er den der cokona slut?” For han savner at kunne færdes frit på børnehusets store skønne udeområde. Men da der er mere end 50 børn i huset, må de ikke. Så den rød- og hvid-stribede afskærmningstape hænger overalt på legepladsen, og når jeg henter ham, siger han optimistisk:

”Måske den der tape væk i morgen.”

For Dixon er hverdagen også forandret. A-og B-klasserne fik forskudte mødetider og klasserne blev delt i to. For to uger siden fik klassen lov at lege sammen for første gang i flere måneder og glæden var stor. De har dog holdt fast i opdelingen af klassen på Dixons skole, og når de har samlet hele klassen, har de gjort det i forbindelse med ture.

Vores egen sommerferie er ikke aflyst, men dog forandret. Vi skulle blandt andet have været en uge på ferie med mormor og morfar. Det kommer vi ikke nu, og hvordan ferien bliver, ved vi faktisk ikke. Men i det store trivsels-regnskab er det jo et luksusproblem. Vi har hinanden, vores jobs og kan holde ferie sammen. Det må alt andet lige være det vigtigste.

Men at coronaen ikke er slut er en realitet – og ligeså virkelig er det, at den har ændret vores liv. Familielivet har været både udfordret og beriget, og nu står vi og kigger på en verden, der åbner op med lige dele glæde og frygt.

Personligt er jeg præget af at kende flere i risikogruppen. For det er et mærkeligt ståsted at være: Verden begynder nu at ligne sig selv før corona og samtidig ved vi, at den usynlige fjende stadig ligger på lur.

Så håndvask, afspritning og generel påpasselighed er nok noget, jeg printer i mine børns små hoveder. Beviset kom forleden, da jeg hentede Dixon fra skole:

”Det har været sådan en fed dag mor. Vi var på Furesøbad og soppede, men der skete også noget dårligt, som jeg ikke kan fortælle dig, fordi så vil du bare sige, jeg skal til lægen.”

Straks tænkte jeg på flåtbid, men prøvede at bevare roen og foreslog, at han fortalte mig om det, og så lovede jeg at lytte til ham, inden jeg besluttede noget.

”Okay mor. Mai sagde vi lige skulle tale sammen i skoven. (Mai er pigen, som Dixon blev kærester med for uger tilbage. Men så slog de op og nu har jeg opgivet at følge med)

”…Og så spurgte hun, om vi skulle være kærester igen OG så spurgte hun, om vi skulle kysse.”

”Nå okay. Og gjorde i så det?” spurgte jeg.

Han nikkede. ”Er det derfor du tror jeg synes, du skal til lægen?”

”Ja, på grund af corona,” svarede Dixon.

Og lige dér indså jeg, hvor vigtig min opførsel er, så jeg svarede:

”Kærlighed kan man aldrig få nok af,” og spurgte hvordan det var at kysse Mai:

”Det var meget dejligt. Sådan lidt ’råvmantisk’ og ved du hvad, Mai siger, at man skal tro på kærligheden.”

”Det har hun fuldstændig ret i,” svarede jeg og glædede mig over at være mor til sådan en lille føle-bandit der i den grad altid formår at sætte min verden i perspektiv.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *