Priser til lokale håndværkere
Haydar-og-Önder-copy.jpg
E.O Tømrer og Snedker i Ballerup tog for andet år i træk prisen som ’Årets Tømrer’, men toppede den så lige med endnu en pris: Årets Lærling. Mester Önder Yazar og lærling Haydar Arabaci var forståeligt nok meget glade og stolte efter årets prisuddeling.
For andet år i træk blev Önder Yazars firma kåret til ’Årets Tømrer’. I år tog den lille Ballerupvirksomhed også prisen for ’Årets Lærling’.

Sidste år vandt det nystartede firma E.O Tømrer og Snedker i Ballerup prisen som ’Årets Tømrer’. I år var de nomineret igen, men indehaver Önder Yazar var sikker på, at han ikke kunne få prisen to år i træk, så han glædede sig bare over nomineringen, der kommer på baggrund af de anmeldelser hans kunder laver på hjemmesiden Anmeld-haandvaerker.dk.

Normalt inviteres alle de nominerede håndværkere fra hele landet til stor prisfest i Cirkusbygningen i København, hvor vinderne kåres, men grundet coronapandemien var festen nedskaleret til en livestreamet prisoverrækkelse.
Derfor sad Önder Yazar hjemme i sofaen med familien fredag aften, da det blev tid til prisoverrækkelserne.

”Jeg ved at mange af de større firmaer var samlet og holdt fest, men jeg sad derhjemme med ungerne og så ’Gurli Gris’,” griner Önder Yazar, der havde den livestreamede prisoverrækkelse kørende på mobiltelefonen i baggrunden.

”Pludselig råber min kone: ’De sagde E.O Tømrer og Snedker’, og så fløj jeg op,” fortsætter han.

God ambassadør

Men knap havde han nået at sunde sig ovenpå den første glædelige overraskelse, før den næste indtraf. For hans lille tomandsfirma, der består af Önder Yazar selv og lærlingen Haydar Arabaci, kom nemlig på dommernes læber hele to gange den aften – både som vinder af ’Årets Tømrer’ – for tømrervirksomheder med to-fire ansatte – og som vinder af prisen ’Årets Lærling’.

”Årets Lærling er en helt særlig pris, fordi det er vores lærlinge, som skal videreføre både det gode håndværk og den gode service, som branchen lever af. Haydar Arabaci har hænderne godt skruet på og går meget op i sin uddannelse. Han har allerede inspireret hans lillebror til også at gå i tømrerlærer, så jeg er sikker på, at han nok skal blive en god ambassadør for sit fag,” siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen, der var ét af jurymedlemmerne.

Socialt ansvar

”Det er helt vildt, at vi vandt igen. Det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg er meget glad,” siger Önder Yazar, der kun har været selvstændig i lige knap to år.

Han er også selv blevet lidt af en ambassadør for sit fag, for efter han vandt prisen sidste år, har han flere gange hjulpet de lokale skoler og unge skoletrætte drenge med at få øjnene op for tømrerfaget.

”Jeg har lavet en aftale med kommunen om, at jeg kommer ud på skolerne og holder nogle foredrag og fortæller lidt om tømrerfaget og det at være selvstændig håndværker. Og så har jeg også haft et par drenge på besøg i firmaet – nogle der måske er lidt skoletrætte og trænger til et skub i den rigtige retning,” fortæller Önder Yazar, som prioriterer at tage sig tid til at hjælpe de unge.

”Jeg synes, det er vigtigt at man tager et socialt ansvar,” tilføjer han.

Næste skridt for det lille, succesfulde firma er at få Haydar færdigudlært om et år og derudover håber Önder at finde en svend mere, så de kan blive til tre.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *