Banegårdspladsen tæt på målet
Rejsegilde-02-27-20.jpg
Det markante byggeri på Banegårdspladsen er skudt i vejret og nu har der været officielt rejsegilde på ’Lindeparken’ som det hedder. Allerede til september skulle der være klar til indflytning og pladsen foran samt de fire erhvervslejemål i stueetagen skulle være klar til brug ved årsskiftet. Foto: Kaj Bonne
Tirsdag i sidste uge var der noget forsinket rejsegilde på det store byggeri midt på Banegårdspladsen i Ballerup. Efter planen kan beboerne flytte ind i midten af september.

Igennem efterhånden mange måneder er der blevet bygget og larmet på Banegårdspladsen i Ballerup, og det store kombinerede bolig- og butiksbyggeri på pladsen er skudt i vejret.

Tirsdag i sidste uge var der så forsinket rejsegilde på det store byggeri, der skal huse 30 boliger og fire butikker eller restauranter i gadeplan.

Selvom coronakrisen har lagt meget af landet øde, så er byggeriet fortsat, og derfor kan man nu melde, at der er klar til indflytning medio september, hvis alt går vel.

Interessen er stor

26 af de i alt 30 boliger i ’Lindeparken’, som ejendommen hedder, er lejet ud, og interessen er fortsat stor. Samtidig forhandles der også nu om udlejning af de fire erhvervslokaler i gadeplan.

”Vi er rigtig glade for, at vi har kunnet fortsætte opførelsen af huset trods krisen. Vi har lejet 26 af 30 lejligheder og to af de fire erhvervslejemål ud, men vi forhandler stadig om de to andre. Meningen er, at der skal ligge to caféer eller restauranter med udeservering, så der kommer liv på pladsen, og to andre butikker. Men det skal være butikker, der har en form for liv og udstilling, eksempelvis blomsterbutikker eller bageri. Så vi glæder os til at få det hele færdigt,” siger Christopher Leo Rossel, direktør i Athena Partners, der er udviklingsfirmaet bag byggeriet.

Også pladsen foran huset er i gang med at blive udviklet og efter planen skal pladsen stå færdig ved årsskiftet, så hele Banegårdspladsen kan være en samlet enhed klar til brug.

En central plads

Også borgmester Jesper Würtzen (A), kiggede forbi og sagde et par ord i anledning af festligheden og han fremhævede netop den store udvikling, der sker i bymidten i Ballerup for tiden og at huset med sin centrale placering blev en vigtig del af den nye bymidte, tæt på indkøb, ny biograf, station og uddannelsesinstitutioner.

Ifølge Christopher Leo Rossel skal man ikke regne med at se alle fire erhvervslejemål klar til september.

”Det har taget lidt længere tid end forventet på grund af corona. Men vi går efter, at vi har alt klart i gadeplan ved årsskiftet, så huset og de tilhørende erhverv kan blive en integreret del af den nye plads og den nye spændende bymidte i Ballerup,” siger han.

Fotos: Kaj Bonne

 

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *