AAB-sag: Afviser alle beskyldninger
AAB-1.jpg
Sagen om mulig millionsvindel i AAB’s afdeling 46 i Ballerup er ude af proportioner, mener et tidligere bestyrelsesmedlem. Sagen bliver stadig efterforsket.
Det tidligere bestyrelsesmedlem af AAB-afdeling 46, Kurt Haastrup, afviser mistanken om, at han og de andre medlemmer har været involveret i millionsvindel med fakturaer.

I slutningen af maj måned fortalte boligselskabet AAB, at man havde afdækket mulig svindel for et millionbeløb i afdeling 46 på Baltorpvej. Man havde i længere tid gransket fakturaer for udført håndværkerarbejde, blandt andet gulvarbejde for en million kroner, der aldrig var blevet udført.

Granskningen førte til, at fire af de fem bestyrelsesmedlemmer i afdelingen har trukket sig, og at sagen desuden er blevet politianmeldt.

”Det er et af de grove eksempler, som vores undersøgelse af afdelingen har afsløret,” sagde AAB-direktør Christian Høgsbro til Ballerup Bladet (i artiklen: Mistanke om millionsvindel i AAB-afdeling i Ballerup)

Efter sagen kom frem, havde formanden for bestyrelsen ikke lyst til at udtale sig, men nu står et af de tidligere bestyrelsesmedlemmer frem.

Anden side af sagen

82-årige Kurt Haastrup har været medlem af bestyrelsen siden 2013, men trak sig helt planlagt fra bestyrelsen kort inden sagen om svindelmistanken begyndte at rulle. Han har selv siddet med ved bordet i flere år, men afviser et hvert kendskab til fakturasvindel.

”Jeg vil på det bestemteste afvise, at der fra vores side har været tale om svindel med fakturaer. Der er ingen i bestyrelsen eller blandt ejendomsfunktionærerne, der efter min overbevisning, har evner eller overblik til at svindle på den måde – heller ikke mig. Vi er ikke professionelle og jeg kan sige, at der er begået fejl. Men det har handlet om kontering af mindre poster i forbindelse med den daglig drift. Men det er fejl, der er blevet opdaget og konteret rigtigt igen. Vi har ikke haft adgang til at skrive under på fakturaer af den slags,” siger Kurt Haastrup, som efter eget udsagn ikke har haft med den konkrete sag at gøre.

”Den sag om gulvarbejde, der slet ikke er udført, har vi intet haft med at gøre i bestyrelsen. Jeg vil sige, at pilen peger et andet sted hen,” siger Kurt Haastrup.

Han mener, at manglende koordinering i store renoveringsarbejder kan have givet anledning til fejl.

Vil hyre advokat

”Når der var store renoveringsprojekter som eksempelvis tagrenovering, skulle der være en koordinator, som skulle være bindeled mellem os og AAB. Vi har haft rådgivningsfirmaet Gaihede inde over, og flere af deres rådgivere sagde op. Så fik vi efterfølgende nogle mere løst tilknyttede folk på. Om det er der, fejlen er sket, ved jeg ikke, men jeg ærgrerer mig i hvert fald over, at det her kommer til at klæbe til mig. Jeg synes, at vi bliver gjort til syndebukke og at man tørrer det af på os,” siger Kurt Haastrup, som håber, at politiet kan finde hoved og hale i sagen.

”Jeg vil i sidste ende hyre en advokat, hvis der ikke kommer en afklaring. For jeg vil ikke have det siddende på mig,” siger Kurt Haastrup.

Ikke syndebuk

Direktør i AAB, Christian Høgsbro afviser beskyldningerne om, at man vil ’tørre’ noget af på den lokale afdelingsbestyrelse.

”Jeg ved ikke, hvad Kurt Haastrup hentyder til, men jeg kan afvise, at der i AAB er et ønske om at gøre nogen til syndebukke. Vi har konstateret, at der er betalt et millionbeløb til leverandører for arbejde, som ikke er udført. Den slags misbrug af beboernes penge, vil jeg som direktør ikke under nogen omstændigheder finde mig i, og jeg har derfor ikke haft mulighed for at gøre andet end at anmelde forholdene til politiet,” siger Christian Høgsbro.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *