”Vi har det lidt som en humlebi”
Robin-Hood-Final-Ordnet-2020_NYT_2-copy.jpg
Der er noget for alle aldre og enhver smag i den lokale teaterforenings program for 2020-21. Blandt andet kan man se Folketeatrets familieforestilling ’Robin Hood’ i januar.
Teaterforeningen ’TEMA - Teater i Baltoppen’ regner med at holde skindet på næsen, selvom coronakrisen bestemt ikke har gjort det nemt for dem.

Det er måske ikke alle, der ved det. Men en stor del af de teaterforestillinger, man kan opleve i Baltoppen LIVE i Ballerup, kan man faktisk takke den lokale teaterforening ’TEMA – Teater i Baltoppen’ for.

Sæson efter sæson knokler de passionerede bestyrelsesmedlemmer med at få skruet et spændende program sammen for både børn og voksne.

Det har de også gjort i år til den kommende 20-21-sæson. Men det har været med tilbageholdt åndedræt og dobbeltkrydsede fingre, at programmerne blev trykt og billetsalget gik i gang, for oveni det hele ramte coronapandemien, som lammede alt og alle – ikke mindst kulturlivet, der først for nogle uger siden fik lov at genåbne under ganske særlige – og skrappe – krav til afstand, publikumsantal og så videre.

Nedgang i salget

”Det har været noget af en omgang og meget kan jo stadig nå at ændre sig. Men som det ser ud lige nu, så overlever vi. Vi er ikke helt lammet, men det er klart, at vi er ramt,” siger formand for TEMA, Birgitte Sørensen.

Teaterforeningen har købt forestillinger ind til den kommende sæson for lige knap en halv million kroner. Men da billetsalget skulle gå i gang i april, var der som bekendt coronanedlukning som gjorde, at foreningen hverken kunne dele programmer ud i kulturhuse og biblioteker, som de plejer, eller afvikle den normalt meget populære ’teaterbilletdag’, hvor de plejer at fylde Baltoppen med glade gæster, underholdning, kaffebord og dernæst sælge en hel masse billetter til den kommende sæsons forestillinger.

Derfor er det gået noget trægt med billetsalget her fra start.

”Sammenlignet med sidste år, har vi oplevet en nedgang i billetsalget på cirka 30 procent,” siger Birgitte Sørensen og fortsætter:

”Det spiller også ind, at størstedelen af vores målgruppe er 60+, så der er mange, der ikke er så begejstrede for det digitale og derfor ikke bare går på nettet og køber billetter til vores forestillinger. Dertil kommer også, at en del af dem er i ’risikogruppen’ i disse coronatider, så vi oplever også mange, der simpelthen ikke tør at tage i teatret endnu, men lige vil vente og se tiden an.”

Underskud i år

Et andet benspænd for teaterforeningen er, at de ikke har mulighed for at sælge lige så mange billetter til hver enkelt forestilling, som planlagt – på grund af coronareglerne om, at der skal være god afstand mellem mennesker i salen.
Det betyder også, at de må lave om på ’café-forestillingerne’, hvor folk normalt sidder omkring caféborde i salen og får kaffe og kage, mens der er underholdning på scenen. Nu skal alle forestillinger foregå med ’’normal’’ teateropstilling, hvor gæsterne sidder på rækker og alle har hovederne vendt samme vej.

”Heldigvis har vi kun en enkelt café-forestilling i år, som vi bliver nødt til at lave om på. Den næste er først til april næste år, og der er vi forhåbentlig tilbage ved normalen igen,” siger Birgitte Sørensen og krydser fingre.

Foreningen er forberedt på, at der nok bliver underskud i år. Normalt går det nogenlunde op med indtægter og udgifter, men efteråret må vise, hvor hårdt ramt de bliver. Selv ser bestyrelsen lyst på tingene.

”Vi har det lidt som en humlebi. Vi ved slet ikke, at vi ikke kan flyve,” siger administrator og næstformand i bestyrelsen, Gunnar Ebbesen, med et smil.

Sæsonens program

Selvom meget er anderledes, er det kommende program for TEMA’s forestillinger i Baltoppen dog lige så varieret og spændende som altid.

De lægger ud med Jacob Morrilds 20 års jubilæums-cabaret ’Hurra!’ fra Café Liva søndag den 27. september. Jacob er en skarp satiriker, som tager temperaturen på dagens Danmark – skal man grine eller græde over verdens tilstand, spørger han. Og hvis man gør begge dele samtidig, krænker man så nogen?

Der har naturligvis også sneget sig et par klassikere ind i efteråret: Moliéres ’Den Gerrige’ er kommet under kærlig behandling af Folketeatret og kan opleves i Ballerup den 27. oktober. Ligesom Det Kongelige Teaters version af Ibsens tidsløse klassiker ’Et Dukkehjem’ kan ses 6. november.

I januar er Folketeatrets familieforestilling ’Robin Hood’ på plakaten. Det er en livlig og humoristisk version af den kendte fortælling, som kan ses af børn fra seks år og opefter.

Der bliver også gensyn med en af de sjoveste danske film fra år 2000: ’Blinkende Lygter’. Det er Nørregade Teatret og Teater 2’s skæve teaterversion, der gæster Ballerup i februar.

Man kan se hele programmet på Tema-baltoppen.dk.

 

FAKTABOKS: Om TEMA – Teater i Baltoppen

På Baltoppen LIVE præsenterer Ballerups teaterforening ’TEMA – Teater i Baltoppen’ turnéteater for alle aldre og børneteater for skolebørn i Ballerup Kommune.

TEMA arrangerer cirka 12 – 15 turnéteaterforestillinger i sæsonen, som starter i eftersommeren og slutter i foråret.

Alle er velkomne til TEMA’s forestillinger. Medlemmer får rabatter ved køb af billet til minimum tre forestillinger, men der sælges også masser af billetter i løssalg til ikke-medlemmer.

TEMA sørger også for en lang række børne- og ungdomsteaterforestillinger til kommunens skoleklasser – og andre, der køber billetter i løssalg.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *