Maryann Cotton udgiver nyt album
Maryann-Cotton-Las-Vegas2-copy.jpg
Jackie Patino aka. Maryann Cotton på Las Vegas Boulevard. Foto: privatfoto
Musik ‘’Livet er som en følelsesmæssig rutsjebane og fuld af op- og nedture, men for mig har det været det hele værd.” Sådan lyder det fra 28-årige Jackie Patino fra Ballerup, der under kunstnernavnet Maryann Cotton netop har sendt et nyt album på gaden.

28-årige Jackie Patino er født og opvokset i Ballerup. I dag bor han i Las Vegas med sin kæreste, den tidligere Playboy-model Chera Leigh, og udlever sin rockstjernedrøm under kunstnernavnet Maryann Cotton.

I denne måned har han sammen med sit band sendt albummet ’Hallelujah’ på gaden, et album som han kalder for det mest personlige, han nogensinde har skrevet.

De fleste lærte Jackie at kende, da han i 2006 som 14-årig var med i talentshowet Scenen Er Din, hvor han endte på andenpladsen i kategorien ’juniorsang’. Allerede dengang lignede han en rockstjerne, og det blev da også til flere koncerter, reklamer og en lille medvirken i tv-serien Lulu og Leon i de følgende år.

Han samlede siden et band og skabte scenefiguren Maryann Cotton, som af mange er blevet sammenlignet med rocklegenden Alice Cooper.

Så tæt på drømmen

I 2012 tog Jackies liv en voldsom drejning, da han blev ’opdaget’ af den amerikanske producer og hitmager, Dick Wagner, som blandt andet har arbejdet med navne som Alice Cooper, Lou Reed og KISS.
Jackie rejste til USA og begyndte samarbejdet med hitmageren om et kommende konceptalbum for Maryann Cotton.

Desværre døde Dick Wagner, inden indspilningen af albummet gik i gang og Jackie aka. Maryann Cotton missede sin store chance.

”Det var virkelig som at få en spand koldt vand i hovedet, jeg så min drøm forsvinde foran øjnene af mig,” fortæller Jackie og fortsætter:

”Jeg havde mistet håbet over en periode, og det var svært for mig at skulle starte helt forfra uden min mentor.’’

Tilbage til Danmark

Han rejste tilbage til Danmark igen, samlede bandet og valgte at prøve lykken herhjemme igennem 2015 og 2016 – dog uden det store held.

”Den danske og europæiske scene var ikke klar på mit image og band,” siger han.

Så i 2017 pakkede bandet kufferterne og tog til USA for at give det et skud mere.

”I januar 2017 rejste vi til Los Angeles uden nogen forventninger. Vi mærkede hurtigt en helt anden mentalitet. Første dag vi ankom til Hollywood, blev vi stoppet konstant af folk på tankstationer, restauranter, og på gaden, folk stoppede i deres biler for at tage billeder af os og sammen med os. Det var virkelig overvældene, vi var jo bare en rockgruppe fra Danmark,” fortæller Jackie.

Men som det er sket for så mange før ham, gik der hurtigt lidt for meget ’sex, drugs and rock’n’roll’ i den. Så det endte efter utallige skænderier internt i bandet med, at de gik hver til sit.

Scenetøj gav kvalme

Året efter turnerede Jackie igen som Maryann Cotton med nyt band, der blandt andet bestod af hans egen far Hal Patino, tidligere bassist for King Diamond.

Undervejs på turen fik Hal det dårligt og faldt om med hjertestop, men blev heldigvis genoplivet og kunne efter et kort ophold på hospitalet vende tilbage til bandet igen.

Oplevelsen satte dog sine spor i Jackie, der samtidig havde mødt og forelsket sig i Chera Leigh.

”Jeg var ikke mig selv, og hver gang jeg kiggede på mit scenetøj blev jeg dårlig og fik kvalme. Jeg kunne ikke overskue at skulle være Maryann Cotton,” fortæller han.

Så han traf en stor beslutning og flyttede permanent til Las Vegas og lagde musikken på hylden.

Ved at få kolde fødder

Efter et års tid begyndte han dog at savne musikken og koncerterne og tog kontakt til sit gamle band i Danmark.

”Vi havde hverken snakket eller set hinanden i tre år siden bruddet, så jeg var spændt på, hvordan det ville føles at se hinanden i øjnene igen. Vi mødtes i en lejlighed i København og stemningen var i top. Det føltes som om, at vi skulle på scenen igen, og vi var alle klar på en reunion,” fortæller Jackie, der nu glæder sig over at sende Maryann Cottons nye album ’Halleluja’ på gaden.

‘’Livet er som en følelsesmæssig rutsjebane og fuld af op- og nedture, men for mig har det været det hele værd. Mit nye album handler om mange af de oplevelser, jeg har haft igennem mit liv og karriere, og at leve op til et image på godt og ondt. Normalt skriver vi tekster og musik til karakteren Maryann Cotton, jeg ser ham ikke som mig selv men som en fiktiv karakter, som kun eksistere og lever på scenen, så det har været lidt anderledes at skrive mit nye album,” siger Jackie og fortsætter:

‘’Da albummet var færdigskrevet var jeg ved at få kolde fødder, da jeg syntes, at det gik for tæt på mig og ikke karakteren, indtil jeg indså, at grunden til at jeg er hvor jeg er i dag, er på grund af Maryann Cotton. Det har nærmest været en form for selvterapi at skrive alle de nye sange, og det er klart det bedste album, jeg nogen sinde har lavet.’’


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *