De er slet ikke så tossede på Rugvænget
Tossebageren_EF8C2143.jpg
Andreas Due Mullinaci med sine to vinderbrød: Rugbrødet 'Nøddetosse' fik en andenplads og 'Porterbrødet' fik en tredjeplads. Foto: Brian Lindberg
Bagedyst De to bagere fra Tossebageren på Rugvænget i Ballerup var flot repræsenteret med hele seks stykker bagværk ved finalerne i DM i brød og kager. En sølv- og en bronzemedalje blev det også til.

Bagere og konditorer fra hele landet var forleden samlet på Rådhuspladsen i København til finalerne i ’Danmarks bedste brød og kager’.

339 stykker bagværk var tilmeldt konkurrencen. Efter de indledende runder blev de skåret ned til 60 fordelt på seks finale-kategorier: Bagt tærte, desserttærte, tørkage, specialbrød, rugbrød og frokoststykke/baguette.

10 procent af finalebagværket kom fra Tossebageren i Ballerup, hvor de to indehavere Andreas Due Mullinaci og Peter Finne havde æltet på livet løs for at komme i form til konkurrencen.

Af de seks finalebagværk fra Tossebageren, stod Andreas Due Mullinaci for de fire, så kompagnon Peter Finne er ikke sen til at sendte stafetten videre til sin unge makker, da Ballerup Bladet kigger forbi bageriet på Rugvænget 31 for at sige tillykke med det flotte resultat.

»Det var nu mest ham der,« griner Peter Finne og nikker mod Andreas Due Mullinaci, der er ved at skære en gigantisk klump marcipan ud i mindre stykker.

Et klap på skulderen

Andreas Due Mullinaci nikker glad tak og rydder hurtigt af bordet.

»Vi var dem, der havde flest produkter med i finalen,« fortæller han og peger på listen med finaledeltagerne fra DM i brød og kager, der hænger på opslagstavlen i bageriet.

Peter og Andreas havde hver en bagt tærte og også hver et frokoststykke med i finalen. Derudover havde Andreas et specialbrød og et rugbrød med blandt de bedste.

De to sidstnævnte blev præmieret med henholdsvis bronze og sølv ved finalerne på Rådhuspladsen.

»Det var rigtig fedt,« smiler Andreas og tilføjer:

»Når man vinder noget, får man lige et klap på skulderen, og det er rart.«

Han tænker sig om et øjeblik.

»Men det er nu en lidt sjov drøm at have ik’,« siger han og uddyber:

»At gå herinde i 18 timer og knokle løs og så gå hjem og sove tre timer, stå op igen og tage herned og starte forfra.«

Hårdt arbejde

For det er hårdt arbejde at starte egen forretning, det lægger den 22-årige bager ikke skjul på. Men det er passionen til faget, der gør, at det er det hele værd.

»Vi er ikke som de traditionelle bagerier. Vi har vores helt egen stil,« forklarer Andreas Due Mullinaci og uddyber:

»Vi laver slet ikke ’’almindelige’’ franskbrød. Alle de traditionelle produkter har vi twistet lidt for at gøre det til vores egne.«

Den innovation og passion, de to har for deres fag, kommer blandt andet til udtryk i den imponerende samling af diplomer, som pryder butikkens vægge. DM, EM, VM. De har gjort sig godt bemærket allerede de unge tossebagere.

Se opskrifterne på Andreas’ og Peters – og alle de andre deltageres – finalebagværk fra Danmarks bedste brød og kager her: OPSKRIFTER

FAKTA:

Sådan gik det for Tossebageren

Peter Finne:

10. plads i kategorien Bagt Tærte for sin ’Bornholmsk Æbletærte’.

5. plads i kategorien Frokoststykke for sit ’Vikingestykke’

Andreas Due Mullinaci:

9. plads i kategorien Frokoststykke for sin ’Tossebolle’

4. plads i kategorien Bagt Tærte for sin ’Silly Old Rasp’

3. plads i kategorien Specialbrød for sit ’Porterbrød’

2. plads i kategorien Rugbrød for sit ’Nøddetosse’.

Tossebageren_EF8C2160

 

Tossebageren_EF8C2176

 

Tossebageren_EF8C2152



1 kommentar om “De er slet ikke så tossede på Rugvænget”

  1. Elsker elsker elsker Tossebageren!
    Har smagt Porterbrødet – så lækkert 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *