World Trade Center åbner i Ballerup
WTC-Ballerup_-copy.jpg
World Trade Center Ballerup er i øjeblikket ved at blive gjort færdig og klar til åbningen om to uger. Foto: Ebbe Forup Fotografi
Erhverv Fredag den 12. september åbner World Trade Center i Ballerup. Kontorhotellet får til huse i Siemens gamle hovedkvarter på Borupvang.

Den er god nok. Ballerup får sit helt eget World Trade Center på Borupvang, hvor Siemens tidligere havde til huse.

Det er ejendomsselskabet Kongeengen A/S, der ejer bygningen, og de har forhandlet en aftale på plads med det verdensomspændende brand World Trade Center Association om at etablere et center i Ballerup.

»Ideen om et World Trade Center i Danmark har været længe undervejs, og vi har arbejdet med flere forskellige beliggenheder og set-ups. Da vi i 2013 overtog Siemens tidligere hovedsæde i Ballerup, var muligheden der for at skabe et flerbrugerhus med de helt rigtige omgivelser og kvaliteter,« siger Ib Henrik Rønje, ejer af og adm. direktør i Kongeegen A/S samt bestyrelsesformand i det nystiftede datterselskab World Trade Center DK A/S.

Høje krav fra New York

Kontorhotellet rummer godt 16.000 kvadratmeter, der netop nu er ved at blive sat i stand og indrettet til møde- og konferencecenter, lobbyområde, kantine og fitnessrum samt en lang række kontorer i varierende størrelse fordelt på bygningens fire plan.

World Trade Center Ballerup har løbende været i dialog med World Trade Center Association i New York, for at kunne efterleve de høje krav til ejendom, drift, indretning, serviceniveau, miljø og aktiviteter, der kræves for at blive godkendt som licenstager af det eftertragtede brand.

Globalt netværk

De kommende lejere i World Trade Center Ballerup – virksomheder, organisationer og iværksættere – bliver en del af et globalt netværk, der tæller flere end 300 World Trade Centre fordelt på over 100 forskellige lande.

»Adgangen til internationalt netværk er World Trade Center Ballerups stærke trumfkort. Vi kan hjælpe vores lejere med den første kontakt til potentielle kunder og samarbejdspartnere og finde vigtig handelsinformation om udlandet. Lejere får endvidere lov at benytte World Trade Center logoet i deres markedsføringsmateriale og kan derved læne sig op af et genkendeligt og troværdigt brand, når de skal ind på nye markeder,« siger Ib Henrik Rønje.

Åbner 12. september

Men når man har sagt World Trade Center, har man uværgerligt også straks terrorhandlingerne fra 11. september 2001 i New York i tankerne. Og det ved Ib Henrik Rønje godt:

»Det bliver derfor vores første store opgave at synliggøre over for dansk erhvervsliv, at World Trade Center også er identisk med et internationalt, inspirerende og værdiskabende kontor- og businessmiljø.«

World Trade Center Ballerup slår dørene op for første gang 12. september og Ib Henrik Rønje forventer at de første virksomheder flytter ind i løbet af september.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *